Månedligt arkiv for november 2008

Skriv sigende linktekster

Besøgende på nettet kan sammenlignes med bilister, der drøner rundt i trafikken. De har travlt, de er målrettede, og de færdes begge i et terræn med mange distraktioner.

I trafikken bruger vi vejskilte til at orientere os, på nettet bruger vi linktekster. Lad os derfor se, om ikke vi kan lure skiltemagerne et par fiduser af.

Hold dig til konventionerne
Det er forbavsende, hvor glat alting går i trafikken. Hemmeligheden er, at alt er styret af konventioner. Skiltene hænger bestemte steder, og de har bestemte symboler, former og farver osv.

På nettet støtter vi os også op ad konventioner. En vigtig konvention er, at links er understregede og sat med en anden farve end resten af teksten. Besøgende skal derfor bruge ekstra energi på at afkode indholdet, hvis de lander på en side, hvor understregningen mangler. Steve Krug har skrevet godt om det i bogen “Don’t Make Me Think”.

Gode linktekster er hverken for lange eller for korte
Det er selvfølgelig ikke nok, at et skilt eller link springer tydeligt i øjnene. Det skal også være informativt. Her kan vi også lære af skiltemageren, der sørger for hverken at under- eller overinformere. Et vejskilt er fx ikke meget værd, hvis der blot står “vej” eller “skilt” på det. Omvendt er det også et problem, hvis vi skal bruge tid på at fordøje overflødig information.

Undgå klik-her-links
Reglen om hverken at skrive for meget eller for lidt gælder også for linktekster. Ikke desto mindre ser man tit linktekster, der alene siger “klik her”, “her”, “se her”, “oversigten” etc. Det svarer til et vejskilt, der alene siger “vej”. I sig selv fortæller linkteksten ikke den besøgende andet, end at der er tale om et link. Som navigeringsværktøj er den slags links værdiløse.

Linktekster skal give mening i sig selv
Problemet med klik-her-links er, at de forudsætter, at besøgende har læst den foregående tekst. Først da kan man vide, hvad der sker, hvis man “klikker her”. Men besøgende på nettet læser ikke lineært, de skimmer. Og finder de ikke de ord, de leder efter ved øjekast, er sandsynligheden for, at de forlader siden stor. Du skal derfor gøre dig umage med dine linktekster og sørge for, at de giver mening i sig selv.

Test om dine linktekster er gode
Sæt dig i modtagerens sted og kast et blik på din side. Kan du alene ved at kigge på linkteksterne afkode, hvad linkene fører videre til? Kan du ikke det, må du tilbage til tastaturet.