Jeg har for nylig læst Erik Hansens bog “Ping- og pampersprog”. Bogen giver en god beskrivelse af kancellisproget og mekanismerne bag det. For Erik Hansen er kancellisproget ikke nødvendigvis et onde. Det er et udmærket redskab at have i ens sproglige værktøjskasse, når man vil lægge afstand til læserne og signalere autoritet. Problemet opstår, når det stive og højtidelige sprog bliver en vane.
Månedligt arkiv for januar 2009
For ti år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville købe noget, der bare mindede om en countryplade. Nu sidder jeg i regnvejr og lytter til amerikanske Iron & Wine. Man har et standpunkt, til banjoen indhenter én.
Prøv selv at lytte, det er ikke spor slemt.
Peder Skyum-Nielsen blæser i bogen “Godt dansk” (2008) til kamp mod de slatne verber. Blegverberi kalder han det træffende. De energifattige verber hiver kraften ud af sproget, og efterlader det fladt og mimrende. Hovedskurken er verber af stammen “at være” - det vil sige ordene: “er” og “var”. Et enkelt “er” i ny og næ skader selvfølgelig ikke. Problemet opstår, når “er” breder sig udover hele teksten. Skyum-Nielsen giver eksemplet herunder:
”Regeringen og venstrefløjen er på vej til en række aftaler om finansloven. Det er først og fremmest SF, der er inde i billedet, men Enhedslisten er også med ved bordet.”
Her kunne forfatteren med fordel have hanket op i verberne og hevet nogle mere kraftfulde ind i manegen.
Jeg må indrømme, at jeg læste afsnittet om slattenverberne med stadigt mere røde ører. For hvordan står det egentlig til i mine egne tekster? Emmer de af energi og verbal opfindsomhed, eller gør jeg mig også skyldig i blegverberi.
Jeg ilede ind til computeren for at få syn for sagen, og det var ikke kun opmuntrende læsning. Linie på linie spækket med “er” og “er” og “er”.
Min undskyldning. Det er en nemt, det er en vane, det er min sproglige stressless stol. Men nu strammer jeg op.
Ama’r.
Anmeldelser og interview med Peder Skyum-Nielsen i anledning af bogen “Godt dansk”