Arkiv for 'Kortsortering' kategori

Nyttigt regneark til kortsortering

Da jeg for nyligt skulle lave en række kortsorteringsøvelser, faldt jeg over et nyttigt regneark lavet af Donna Spencer. Regnearket kan både hjælpe dig med at lave kortene og analysere det store datamateriale, som kortsortering typisk giver.

Målet med kortsorteringen var at få ideer til, hvordan informationsarkitekturen på Region Midtjyllands intranet kan gøres mere brugervenlige. Første skridt var at udvælge emner, som deltagerne skulle sortere. Jeg endte med en liste med 60 emner, som jeg gerne ville se, hvordan forskellige kolleger grupperede. De lød fx. “Lån en af regionens biler”, “Information om lønforhandlinger”, “Registrering af fravær”. I nogle tilfælde dækkede kortteksten over indhold på en enkelt side på intranettet, men ofte dækkede et enkelt kort over en sammenhængende informationsklump - eksempelvis “Information om lønforhandlinger”. Emnerne blev udvalgt udfra flere kriterier. På forhånd havde jeg en forventning om, hvor den eksisterende navigationsstruktur voldte brugerne problemer. Aktuelt er information, om hvordan man betjener vores kontortelefoner eksempelvis placeret under et menupunkt, der hedder “IT”. Udfra et it-teknisk synspunkt giver det sikkert god mening at kategorisere moderne telefoner under “IT”, men hvordan stemmer denne kategorisering overens med brugernes opfattelse af emnet? Opfatter de en telefon som et it-værktøj? Det var et af spørgsmålene, som jeg ønskede at undersøge.

Da jeg havde udvalgt og skrevet kortteksterne, jublede jeg første gang over Donna Spencers regneark. Med det ved hånden slipper man nemlig for at skulle skrive teksten til hvert enkelt kort i hånden. I stedet kan man skrive teksterne i sit excel-ark og trække dem over i et label-ark i Word, hvorfra de kan printes ud som små klistermærker, der kan sættes på papkortene. Har man en håbløst ulæselig håndskrift som mig, er det selv sagt en kæmpefordel, men det betyder også, at man hurtigt kan fabrikere flere kortsæt. I mit tilfælde gennemførte jeg flere kortsorteringsrunder lige efter hinanden. Havde jeg kun haft et sæt kort, ville det ikke have været muligt, fordi jeg først skulle nå at registrere udfaldet af den ene sortering, før jeg kunne starte på en ny.

Jeg gennemførte øvelserne med grupper med 3-5 deltagere. Det fungerede godt og betød, at jeg som observatør fik et godt indblik i de overvejelser, der lå bag deltagernes kategoriseringer og ordene, de hæftede på bunkerne. Hver runde varede ca. en times tid.

Jeg endte med at gennemføre syv sorteringsrunder med i alt 22 deltagere. Ved vejs ende stod jeg altså med et kæmpe datamateriale, der viste, hvordan de syv grupper havde grupperet de 60 kort, og hvordan de havde navngivet grupperne. Nu jublede jeg for anden gang over Spencers regneark. Regnearket gjorde det let at udforske datamaterialet og finde mønstre i et ellers uoverskueligt datamateriale.

Skal du i gang med kortsortering, kan jeg bestemt anbefale dig at hente Donna Spencers regneark til kortsortering

Læs mit indlæg Kortsortering - en vej til brugervenlige navigationshierarkier

Kortsortering - en vej til brugervenlige navigationshierarkier

Kortsortering er en nem, billig og hurtig måde at inddrage brugere på, når man skal udvikle eller udbygge navigationshierarkier. Metoden går kort fortalt ud på, at man beder brugere om at sortere emner på ens website for at se, hvordan de grupperer og kategoriserer indholdet. Kortsortering er altså ikke en testmetode, der viser om brugere kan finde indhold, men en generativ metode, der kan hjælpe redaktører med at lave brugervenlige navigationshierarkier.

Donna Spencer giver i bogen Card Sorting – Designing Usable Categories (2009) en grundig introduktion til kortsortering. Bogen er fyldt med gode praktiske råd og rummer desuden et godt teoretisk kapitel om informationsarkitektur. Jeg har i dette lange indlæg samlet nogle af de vigtigste punkter i bogen.

Hvordan gennemfører man en kortsortering?
Kortsorteringer kan gennemføres på flere måder. Som testleder skal man blandt andet tage stilling til følgende tre spørgsmål.

1) Skal sorteringen foretages enkeltvis eller i grupper?
2) Skal sorteringen være åben eller lukket?
3) Skal sorteringen ske manuelt eller med software?

Sortering enkeltvis eller i grupper?
Kortsortering kan enten gennemføres med en enkelt deltager ad gangen eller i grupper, hvor flere arbejder sammen om at sortere kortene. En fordel ved at
gennemføre sorteringer med én deltager ad gangen er, at det giver flere
kvantitative data med færre ressourcer. En radikal metode er, at man sætter flere enkeltpersoner til at sortere enkeltvis på samme tid. På den måde kan man indsamle store mængder data på kort tid.

En ulempe ved fremgangsmåden ovenfor er, at det kan være svært at få indblik i hvilke overvejelser, der ligger bag kategoriseringen af kortene. Man risikerer således at ende med et stort datamateriale, som man ikke kan fortolke. En mulighed er selvfølgelig at opfordre deltagerne til at tænke højt undervejs, men det falder langt fra alle naturligt.

En anden fremgangsmåde er at gennemføre kortsorteringer som gruppeøvelser. Det betyder omvendt, at man får færre kvantitative data om grupperinger af emner etc. Til gengæld får man som testleder et værdifuldt indblik i de overvejelser, der ligger bag sorteringerne, fordi gruppestrukturen indbyder deltagere til at diskutere og reflektere over deres valg.

Bag beslutningen, om man skal gennemføre kortsorteringerne enkeltvis eller i grupper, ligger altså et metodisk valg, om man primært vil indsamle kvantitative eller kvalitative data. Er målet først og fremmest at indhente et stort kvantitativt materiale, der kan analyseres statistisk, vil sorteringer med enkeltdeltagere være den hurtigste vej. Ønsker man derimod at få indblik i brugernes tanker og holdninger, vil gruppeøvelser som udgangspunkt være at foretrække.

Åben eller lukket sortering?
Overordnet kan kortsortering deles ind i to hovedgrupper. Den åbne og den lukkede kortsortering, hvoraf den første er den mest udbredte. I en åben sortering lader man testdeltagerne sortere kortene, sådan som det giver bedst mening for dem, hvorefter de bliver bedt om at navngive eller beskrive de kategorier, som de har skabt. Til forskel herfra tager man i en lukket kortsortering udgangspunkt i en række forudbestemte kategorier, som deltagerne bliver bedt om at placere kortene i.

Åben kortsortering er som hovedregel at foretrække, fordi man her ikke bare får viden om emnegrupper, men også viden om hvordan brugerne opfatter disse grupper. Metoden kan således give gode idéer til navngivning af menupunkter. Lukket kortsortering er, som nævnt, ikke så udbredt, men den kan være nyttig, hvis man skal tilføje indhold til en eksisterende struktur, som ligger fast.

Manuel sortering eller sortering ved hjælp af software?
Kortsortering kan enten foretages manuelt med papirkort, eller ved hjælp af software designet særligt til formålet. En fordel ved computerbaseret kortsortering er, at den kan gennemføres uden en testleder. En ulempe ved metoden er imidlertid, at man ikke får kvalitative data om, hvorfor deltagerne sorterer emner, som de gør. Metoden egner sig heller ikke til sorteringer, hvor der er mere end en deltager.

Metodisk problem – forstår testdeltagere emneord på samme måde
Et grundlæggende problem ved kortsortering er, at man skal koge en webside eller måske et helt sideområde ned til et enkelt ord eller en kort sætning. Det betyder, at man risikerer, at deltagerne forstår kortene forskelligt. Ord og sætninger revet ud af den kontekst, hvori de indgår, vil ofte være flertydige. En anklage mod kortsortering lyder derfor, at øvelserne viser hvordan brugere grupperer ord, men ikke nødvendigvis det indhold, der ligger bag kortene. En vej ud af dette problem kunne være at bede deltagerne om at sortere skærmbilleder af websider i stedet for emneord eller korte sætninger. På den måde får deltagerne mulighed for at danne sig et mere præcist billede af sidens indhold, og de kan derved kategorisere den på et mere kvalificeret grundlag. Rent praktisk betyder skærmbilleder imidlertid, at overskueligheden går fløjten, fordi deltagerne derved skal til at håndtere A4-sider i stedet for kort.

I mine øjne er skærmbilleder derfor ikke nogen god løsning på problemet med flertydige kort. Udover at skærmbilleder er praktisk bøvlede, forudsætter de også, at siderne i det hele taget er oprettede. Fremgangsmåden kræver altså et langt mere færdigt og dermed dyrt produkt, end hvis man blot beder deltagere om at sortere emneord eller emnesætninger på papir. Men hvordan undgår man så situationen, hvor deltagere ender med at sortere vidt forskellige ting, fordi de forstår de samme ord forskelligt? Jeg mener, at løsningen er, at arbejde med grupper af deltagere i stedet for enkeltpersoner. Donna Spencer fremhæver tremandsgrupper som det ideelle. Som tidligere nævnt vil gruppeøvelser betyde, at man som observatør får et langt bedre indblik i deltagernes overvejelser og forståelse af kortene. Herudover gælder det om at være omhyggelig i udvælgelse af emner og formulering af korttekster. Som hovedregel vil det være en dårlig idé blot at skrive et enkelt ord på hvert kort. Ledsages nøgleordet i stedet af en kort præciserende sætning, et citat fra siden eller et par supplerende stikord, vil man kunne mindske risikoen for at deltagerne forstår kortene forskelligt. Donna Spencer anbefaler ligeledes, at man vælger emneord og emnesætninger, der befinder sig på samme abstraktionsniveau for at undgå at styre sorteringen. Har man eksempelvis fire kort, der hedder: ’ko’, ’gris’, ’klovdyr’ og ’ged’, vil resultatet sandsynligvis blive, at deltagerne placerer de mere specifikke kort under det generelle. Det gælder derfor at om lægge sig fast på et bestemt abstraktionstrin.

Kortsorteringens styrker og begrænsninger
Som beskrevet ovenfor kan kortsorteringer give både kvantitative og kvalitative data. Afhængigt af, hvordan man udformer sin undersøgelse, vil man overvejende få den ene eller den anden type data. En vigtig ting at være opmærksom på er, at kortsortering ikke giver en fiks og færdig informationsarkitektur. Donna Spencer giver flere eksempler på designere, der ukritisk har implementeret resultaterne fra en kortsorteringsøvelse med elendige resultater til følge. At brugere i en testsituation grupperer information på en bestemt måde, er ikke ensbetydende med, at de rent faktisk ønsker denne kategorisering i en realistisk situation. Det er selvfølgelig interessant at analysere de kvantitative data for at finde mønstre og forskelle i datamaterialet. Men jeg mener, at værdien af kortsorteringer i mindst lige så høj grad ligger i de righoldige kvalitative data, de kan give. I artiklen ”Card Sorting: How Many Users to Test”, skriver Jakob Nielsen I tråd hermed:

“I don’t recommend designing an information architecture based purely on a card sort’s numeric similarity scores. When deciding specifics of what goes where, you should rely just as much on the qualitative insights you gain in the testing sessions. Much of the value from card sorting comes from listening to the users’ comments as they sort the cards: knowing why people place certain cards together gives deeper insight into their mental models than the pure fact that they sorted cards into the same pile.” (Nielsen, 2004)

Få mere at vide om kortsortering

Donna Spencer: Card Sorting – Designing Usable Categories
Donna Spencer: Card sorting: a definitive guide
Jakob Nielsen: Card Sorting: How Many Users to Test