Jakob Mejlholm

Få kan skildre forfald og opløsning som Gabriel Garcia Márques. Hans historiske roman “Generalen i sin labyrint” fra 1989 er ingen undtagelse.

Romanen handler om general Simón Bolivar, der stod i spidsen for de latinamerikanske landes kamp mod de spanske koloniherrer.

I de første årtier af 1800-tallet har Bolivar og hans hære vundet store sejre over spanierne. Han har befriet Peru, Venezuela, Colombia og Ecuador. Men i maj 1830, hvor romanen tager sin begyndelse, er situationen en anden. Bolivar er netop trådt tilbage som præsident i Colombia. Han er syg og nedbrudt, og kan se sin drøm om et forenet latinamerika smuldre. Romanen er altså alt andet end et helteportræt. Det er en roman om desillusioneret olding på 42 år, der bliver hånet af folket og ser alt falde fra hinanden.

I sit mismod beslutter Bolivar i maj 1830 at forlade Sydamerika til fordel for Europa. Romanen beskriver hans sidste rejse nedad Magdelanafloden fra Bogota mod havnebyen Cartegena de Indias. Undervejs kigger han tilbage på sit liv: sejrene, kvinderne, de politiske kampe.

Bolivar når til Cartegena, men kommer aldrig afsted. Han er fanget i sin labyrint. Den 17. december 1830 dør han af tuberkulose.

Jeg havde stor fornøjelse af bogen, selvom den sine steder kan være svær at finde rundt i. Der er mange generaler i den bog! Men i hænderne på Márquez bliver det aldrig kedeligt. Generalens desillusionerede udfald om verdens gang er mesterlige, og det samme gælder de maleriske beskrivelser af, hvordan han ædes op af sygdom.

Midtvejs i bogen står:

“Generalens sorg begyndte at sive ud af ham dråbe for dråbe. Han valgte tilfældigt en to-tre officerer, som han holdt vågne med de værste beretninger fra sit hjertes losseplads.”

Meget bedre bliver det ikke.